Vild med Podcast

Til turen i toget, på cyklen eller bare til at falde i søvn på. Her er en lille liste over nogle af mine podcast-favoritter (i tilfældig rækkefølge):

* Nordvestpassagen, DR 2016, fra serien “På Kanten af Verden (1:4)”. Den autentiske historie om Jens Munk, som i 1619 drog ud for at finde Nordvestpassagen. Fortællingen er baseret på nye interviews og Thorkild Hansens bog “Jens Munk” (Gyldendal, 1965). I parentes bemærket, er bogen, som jeg syntes var helt fantastisk, primært er baseret på førstehåndsberetninger, bl.a. fra Munks dagbog, men hvor disse kilder ikke slår til, hjælpes fortællingen på vej af fiktion. Det geniale ved Hansens skrivemåde er dog, at det eksplicit fremgår, hvad der er fakta og fiktion; sådan husker jeg det i hvert fald.

* Nu hvor vi er ved DRs podcastserie “På Kanten af Verden”, så bør jeg også fremhæve afsnit 3:4 med titlen Det Lykkelige Arabien, der igen læner sig op ad Thorkild Hansens – eller rettere hans bog af samme navn. Historien handler om Carsten Niebuhr, der af Frederik d. 5. sendes på en forskningsekspedition til Mellemøsten i 1760′erne. Ekspeditionens medlemmer dør een efter een på den 7 år lange rejse, og Niebuhr er den eneste som vender hjem til Danmark.

* Foruden DRs podcasts, er jeg også en stor fan af de de laver på Third Ear. Nogle af deres senere podcasts er blev til i samarbejde med Politiken; herunder var jeg særligt begejstret for historien om Kummefryserens storhed og fald, Drengen på knallerten og Ringbindsattentatet - bare for at nævne nogle få. I Third Ears arkiv finder man andre gode historier, som fx Farfars to liv, Kvinden på Isen eller Det blå brev.

* Den norske pendant til Ekstra Bladet, VG, har også en ret god krimi-podcast, som hedder “Uløst” – eller ‘uopklaret’. Det handler om mordet på en 17-årig pige på den norske vestkyst midt i halvfemserne. Politiet låser sig hurtigt fast på pigens fætter, men noget tyder på at der blev begået et justitsmord i sagen. Podcasten når ikke ‘Serial’-højder, men hvis man allerede har hørt den amerikanske hit-serie og behøver et nyt fix, så er Uløst et udemærket bud.

* Radio 24syvs serie i syv afsnit om Sincere var også så spændende, at den skal nævnes her. Reporterne jagter en Wikipedia-terrorist, der kalder sig Sincere. Personen bag aliaset bruger meget tid på at rette i Wikipedia-artikler, der er relateret til en person ved navn Jesper Winge Leisners: Susanne Biers samlever og manden bag flere 80′hits med pop-gruppen Rocazino og et par musicals. Men kan det virkelig passe, at Leisner er så ynkelig, at han bruger sine aftener på at nedgøre andre og fremhæve sig selv?

Leave a Reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>