1957 var en god årgang

Jeg har nu haft lejlighed til at lave en enkelt test med min lånte Leica Summicron 50mm f/2 fra 1957. Jeg er ikke nogen ekspert på området, men subjektivt og uvidenskabeligt set, så er denne meget bedre end min egen 35mm Voigtländer, som jeg skrev om i sidste blog-indlæg. Umiddelbart vil jeg sige at farvegengivelsen er flottere, kontrasten er mindre og skarpheden er større. Nedenstående uredigerede test-foto kan måske tjene som eksempel. Jeg har også uploadet en sort-hvid version hvor eneste redigering er en justering af niveauerne samt S/H-konvertering. Fokus-punktet er harpunen – ikke personerne. Blænden var f/2, 1/60 sek med ISO 160.

Optikken matcher kameraet meget godt i bygningskvalitet og rent æstetisk er det en fornøjelse at se på den chrom-linse sammen med det sølvfarvede kamera. Kamerahuset føles virkeligt solidt. Man mærker at det er bygget til fotojournalister på farten, som kan finde på at udsætte det for lidt af hvert. Ergonomien er næsten lige så god som på min M6′er, men jeg mangler dog filmfremføreren til at hvile tommelfingeren på. Sidst syntes jeg at det er værd at nævne den enkle betjening. Man skal kun forholde sig til blænde og lukkertid – men det skal man til gengæld også selv styre. Den eneste automatik er en blænde-prioritering, hvor kameraet vælger lukkertid som passer til blænden. Old school, men det virker.

 

 

l1000494_1k_red_web.jpg

A quick upload from Lofoten…

Turister og tørrede fisk er vistnok den helt store business heroppe. Jeg valgte at fotografere fisken.Billederne nedenfor er taget med Voigtländer 35 f/1.4 Nokton S.C. Det sidste står for ‘single coating’ og betyder vistnok at linsen skulle give et meget gammeldags look. Udover en resize og konvertering til jpeg der der ikke redigeret i billederne.

Der er nogle få issues: 1) purple fringing, 2) vignette helt åben og 3) fokus shift. Den første er bare irriterende, men skulle efter sigende være en effekt af optikkens (gammeldags coating?). Jeg har specielt set den på sneen i fjeldet – lige i overgangen mellem udbrændte områder og så det mørke fjeld. Alle de digitalkameraer, jeg har ejet, har haft purple fringing, men anmelderne siger at M9 ikke skulle have det i særlig stor grad – med mindre man bruger billige Voigtländer linser. Vignetten kan man bruge kreativt og er mere en egenskab end et issue. Så det er ikke noget egentligt problem – bare noget man skal være opmærksom på.

Sidste punkt – fokus shift – er møg irriterende, men det vil jeg vende tilbage til senere…

http://foto.undermybed.dk/#4

l1000295_web.jpg

 

l1000292_web.jpg

l1000311_web.jpg

l1000313_web.jpg

En tilføjelse: Som sagt har jeg lånt en Leica 50mm Summicron (dvs. f/2) i Photografica til på torsdag. Linsen er brugt og koster 5.000 kr., men den er også i rimelig god stand. Serienummeret er 1544xxx, så den skulle være fra 1957. Jeg har ikke taget mere end 10-20 testbilleder med den endnu, men kan allerede nu sige, at den ikke ser ud til at lide af problemerne med “purple fringing” eller “fokus skift” problem, som jeg skrev at min Voigtländer Nokton 35mm lider af. Den er også meget mindre kontrastfuld og farverne ser ikke ud til at “flyde ud” (det er dét der skaber den ‘drømme agtige’ effekt, jeg skrev om nedenfor – tror det hedder “color bleeding” i den tekniske jargon).

Hvorfor så overhovedet bruge Voigtländer Nokton 35mm? 1) Pris: Det er den billigste nye 35mm linse til Leica. 2) Hastighed: f/1.4 er et argument i sig selv. 3) Analog film: Jeg er ikke sikkert på at problemerne findes på film; det kan muligvis skyldes en uheldig kombination af optik og M9′erens tekniske egenskaber. 4) Størrelse: Den fylder jo ingenting og er let som en fjer.

Steve Huff har et grundigt review af Voigtländeren her. Dog er hans test-optik en “multi coated” version, og at dømme fra de billeder der ligger på hans side, så er problemet med de lilla pixels i høj-kontrast overgange meget mindre på MC-udgaven.

I Lofoten (1)

Efter seks starter og landinger er jeg nu ankommet til ø-gruppen Lofoten i Nord-Norge. Med undtagelse af udsigten er hotellet er som de nu engang er: Komfortabelt indrettet for at gøre et nødvendigt ophold så tåleligt som muligt. Turens egentlige formål er præsentation af et papir på en konference, men jeg har også lejlighed til at afprøve et nyt digitalkamera. De fleste billeder som jeg tager i København, er portrætter af familien, men jeg prøver også at tvinge mig selv til aktivt at udøver Street-photography-genren.

Heroppe er der knaphed på mennesker og familien fik heller ikke lov til at komme med, så derfor bliver motiverne nok udelukkende landskaber; og dét er ikke min stærke side. Med den selvpålagte binding skal jeg altså teste et Leica M9 med en lånt Summicron 50 mm (type II fra 1957), samt mine egne nyere Voigtländer linser på henholdsvis 15 mm (f4.5) og 35 mm (f1.4).

 

Lofoten with the new M9

Tilbage i blogosfæren efter >1 års pause

“On Sunday May 18, I ran Copenhagen Marathon with some 8,300 other runners. The fastest man passed line after 2 hours, 21 minutes and 5 seconds. The last runner came in after 6 1/2 hours. I ran the 42,195 km in 4 hours and 34 seconds. …and it feeling of passing the finish line was FANTASTIC!

How did I get there? I’ve run 1,031 km since Jan 1’st 2008. That’s an average of 7 1/2 km per day with an average pace of 5:08 per kilometer.”

Sådan skrev jeg på denne side for præcis tre år siden – 21. maj 2008. I morgen, søndag den 22. maj 2011, løber jeg mit andet maraton; som dengang her i København. I 2008 havde jeg løbet godt 1.000 km til træning og i år er det faktisk det samme. Men strategien har været anderledes. Jeg har droppet de ugentlige søndagsløb med Sparta. Både fordi det er ufedt på den ufede måde at skulle op kl 9:30 hver søndag morgen (jeg har hang til bøf & vino rosso om lørdagen), men også fordi restitutionen efter 20-30 km tager for lang tid. I stedet for har jeg meldt mig ind i Sparta og løbet 4-6 kortere ture hver uge. For de specielt interesserede (rolig nu! Een af gangen) ligger min træningsprofil online: http://runkeeper.com/user/henrikla/profileMere herfra søndag…