Nu skal vi snart til det igen: Flæskesteg, and, rødkål, brunede og hvide kartofler, sovs (ikke sauce – den tynder variant), franske kartofler og måske syltede æbler med gele, og prikken over i’et, ris á la mande. Men selvom jeg år efter år lover mig sig selv mådeholdenhed, så lykkes det ikke alligevel når jeg sidder ved julebordet. Well, sidste år, hvor jeg fik kogt lammekød, var problemet ikke så stort.
Nå, men nu har jeg altså fundet ud af hvordan det skal gribes an i år, så det handler bare om at overbevise familien. Strategien er at ligge hindring i vejen – og helst så mange som muligt:
- Spise julemiddagen af mindre tallerkener, så man må fylde op lidt oftere
- Hente maden på en buffet eller i køkkenet, så herlighederne kommer på lidt længere afstand
- Indtage julemiddagen ved hjælp af kinesiske spisepinde (det kommer til at tage lidt tid at flå flæskestegen i små bidder, men bliver sikkert underholdende)
- Spise suppe til forrest. Det er mest vand, fylder godt, og relativt kaloriefattigt Æhh, holder den? Sådan en hønsekødssuppe med fedtperler ovenpå lyder ikke specielt fattig på kalorier. Men selvfølgelig er suppen nok mindre kalorieholdig end and og brunede kartofler.
- Sørg for at al maden en hjemmelavet. Det sætter en grænse for hvor mange retter der kommer på bordet. Ideen er at man hurtigere “kommer til at kede sig” med at spise f.eks. flæskesteg og – voila – så spiser man mindre:
“Indeed, it’s not a bad idea to limit the total number of courses. Variety stimulates appetite. As evidence, Ariely brings up a study conducted on mice. A male mouse and a female mouse will soon tire of mating with each other. But put new partners into the cage, and it turns out they weren’t tired at all. They were just bored. So, too, with food. “Imagine you only had one dish,” he says. “How much could you eat?”“
Men måske er det alligevel lidt for upfront – det med spisepindene, altså.