A Friday night undermybed.dk

Nåh jo, så var der jo også lige et billede af Ask. Og de blå øjne er ikke Photoshoppet. Det ER ægte - omend lidt forstærket af lys der kommer ind fra siden.

 Leica M9 + Summicron 50. Iso 640, f/2, 1/125 sek.

Vi havde fotograf på besøg i lejligheden forleden dag. Den er nemlig til salg - lejligheden. Han fik taget nogle pisse gode billeder med sit 16mm objektiv. Se selv her. Jeg købte også selv en brugt 15mm Voigtländer for nogle år siden. Sådan en old school type uden rangefinder kobling og med ekstern søger. Det betyder at man skal kigge gennem en søger, der monteres i flash-skoen på toppen af kameraet for at komponere billedet. Derefter skal man kigge i den ‘normale’ søger for at måle lyset og - nej - ikke for at fokusere for det kan man ikke! Det er praktisk talt også ligegyldigt for en 15mm er ALTID i fokus. Nice. Nedenfor er et billede af vores baggård taget kl. 23 (= mørkt) med f/4.5 på 8 sekunder og ISO 1.600. Cool. Vi er også lidt i tvivl om vi har lyst til at flytte…

Vi har jo alle forskellige tilgange til børneopdragelse.  Nogle vælger tigermor-vejen og andre igen lader sig guide af sunde økonomiske principper.

I vores familie har vi en stærk tro på, at der skal slås hårdt ned på urostiftere (som de siger i maltbolche filmen) og Ask har sådan set allerede forstået principperne… Eller sådan noget.

I sommerferien havde jeg en diskussion med min nevø. Snakken gik om biler i den dyre ende af skalaen. Han havde set en Porsches nye 4-dørs monstre - vistnok endda med dieselmotor (?). Nå, men jeg er lidt altmodish på det punkt. For mig holdt Porsche op med at lave biler, da de droppede luftkølingen i 911′eren. Det var vist i 1997. Siden da har bilernes design også været en svær kamel at sluge.

Derfor var det ekstra fornøjeligt at komme forbi det historiske bilræs i Fælledparken her i weekenden. Dér faldt jeg over nedenstående - og sådan ser en rigtig Porsche ud. Det kan der ikke være tvivl om :-) Jeg gætter på at den senest er fra 1974. Læs mere om modellerne her.

Man skal ikke græde over støv på sensoren og ridser i lakken, men alligevel. Jeg fatter ikke helt hvor støvet kommer fra for jeg har kun skiftet linse 2-3 gange på M9′eren, men der har alligevel lagt sig et støvkorn på sensoren. Men taget i betragtning hvor meget støv, der sætter sig på et film-negativ på de 10-15 sekunder der går, fra det tages det ud at plastik-holderen til det er inde i scanneren, så er det måske ikke underligt. Støv kan jo også fjernes…

Men fuck. Ridser på kamerahuset kan ikke fjernes. Dem må man leve med i al evighed. Man bliver sågar mindet om dem, hver eneste gang man kigger på bagsiden af kameraet. Lige dér, 1/2 cm under flash-skoen, en hel serie af ridser på ca. 3 cm i længden. Efter at have Googlet lidt, har jeg fundet ud af at malingen på den grå M9′er er mere skrøbelig end på den sorte version. Nå, men eneste trøst er, at den første ridse siges at være den værste. Heldigvis er det jo bare en vidnesbyrd om at kameraet bliver brugt – indtil videre har det taget lidt over 1.000 skud.

Sidste billede nedenfor viser finder-blokeringen med en 50mm Summicron monteret. Den blokerer overhovedet ikke 50mm linjen i søgeren, men det ville den nok have gjort, hvis jeg havde monteret en modlysblænde. Søgeren er iøvrigt et kapitel for sig. Vandvittig klar, men jeg kommer aldrig til at bruge 28mm linjerne, så jeg ville måske have være bedre stillet, hvis søgeren havde været M3-style med dens 0,91 x forstørrelse mod M9′erens 0,68 x forstørrelse. I praksis betyder det, at det bliver sværere at fokuserer med linser med længere brænvidde, fordi der lige skulle være plads til en 28mm frame.

Et godt eksempel på 3-dimensionaliteten på min Voigtländer Nokton 35mm. Fotoet er fra Lofoten og taget ved f/4 eller f/5.6. Billedet er en ca. 25%’s beskæring af et originalt billede, og jpeg’en yder ikke helt optikken retfærdighed, men den specielle tre-dimensionalitet er bevaret. Klik på billedet for at se en større version.

Jeg har nu haft lejlighed til at lave en enkelt test med min lånte Leica Summicron 50mm f/2 fra 1957. Jeg er ikke nogen ekspert på området, men subjektivt og uvidenskabeligt set, så er denne meget bedre end min egen 35mm Voigtländer, som jeg skrev om i sidste blog-indlæg. Umiddelbart vil jeg sige at farvegengivelsen er flottere, kontrasten er mindre og skarpheden er større. Nedenstående uredigerede test-foto kan måske tjene som eksempel. Jeg har også uploadet en sort-hvid version hvor eneste redigering er en justering af niveauerne samt S/H-konvertering. Fokus-punktet er harpunen - ikke personerne. Blænden var f/2, 1/60 sek med ISO 160.

Optikken matcher kameraet meget godt i bygningskvalitet og rent æstetisk er det en fornøjelse at se på den chrom-linse sammen med det sølvfarvede kamera. Kamerahuset føles virkeligt solidt. Man mærker at det er bygget til fotojournalister på farten, som kan finde på at udsætte det for lidt af hvert. Ergonomien er næsten lige så god som på min M6′er, men jeg mangler dog filmfremføreren til at hvile tommelfingeren på. Sidst syntes jeg at det er værd at nævne den enkle betjening. Man skal kun forholde sig til blænde og lukkertid - men det skal man til gengæld også selv styre. Den eneste automatik er en blænde-prioritering, hvor kameraet vælger lukkertid som passer til blænden. Old school, men det virker.

Turister og tørrede fisk er vistnok den helt store business heroppe. Jeg valgte at fotografere fisken.Billederne nedenfor er taget med Voigtländer 35 f/1.4 Nokton S.C. Det sidste står for ’single coating’ og betyder vistnok at linsen skulle give et meget gammeldags look. Udover en resize og konvertering til jpeg der der ikke redigeret i billederne.

Der er nogle få issues: 1) purple fringing, 2) vignette helt åben og 3) fokus shift. Den første er bare irriterende, men skulle efter sigende være en effekt af optikkens (gammeldags coating?). Jeg har specielt set den på sneen i fjeldet - lige i overgangen mellem udbrændte områder og så det mørke fjeld. Alle de digitalkameraer, jeg har ejet, har haft purple fringing, men anmelderne siger at M9 ikke skulle have det i særlig stor grad – med mindre man bruger billige Voigtländer linser. Vignetten kan man bruge kreativt og er mere en egenskab end et issue. Så det er ikke noget egentligt problem - bare noget man skal være opmærksom på.

Sidste punkt - fokus shift - er møg irriterende, men det vil jeg vende tilbage til senere…

En tilføjelse: Som sagt har jeg lånt en Leica 50mm Summicron (dvs. f/2) i Photografica til på torsdag. Linsen er brugt og koster 5.000 kr., men den er også i rimelig god stand. Serienummeret er 1544xxx, så den skulle være fra 1957. Jeg har ikke taget mere end 10-20 testbilleder med den endnu, men kan allerede nu sige, at den ikke ser ud til at lide af problemerne med “purple fringing” eller “fokus skift” problem, som jeg skrev at min Voigtländer Nokton 35mm lider af. Den er også meget mindre kontrastfuld og farverne ser ikke ud til at “flyde ud” (det er dét der skaber den ‘drømme agtige’ effekt, jeg skrev om nedenfor – tror det hedder “color bleeding” i den tekniske jargon).

Hvorfor så overhovedet bruge Voigtländer Nokton 35mm? 1) Pris: Det er den billigste nye 35mm linse til Leica. 2) Hastighed: f/1.4 er et argument i sig selv. 3) Analog film: Jeg er ikke sikkert på at problemerne findes på film; det kan muligvis skyldes en uheldig kombination af optik og M9′erens tekniske egenskaber. 4) Størrelse: Den fylder jo ingenting og er let som en fjer.

Steve Huff har et grundigt review af Voigtländeren her. Dog er hans test-optik en “multi coated” version, og at dømme fra de billeder der ligger på hans side, så er problemet med de lilla pixels i høj-kontrast overgange meget mindre på MC-udgaven.